PurhusNet > Foreninger > Purhus_Lokalarkiv > Årsskrift 2004 > Fårup Teglværk

 

Fårup Teglværk.

Bidrag til en virksomheds historie.

Af Erik Johansen

I midten af 1800-tallet begyndte byggeskikken på landet for alvor at ændre sig. Man gik væk fra bindingsværk og stråtag til fordel for murværk og tegltag.

I den forbindelse opstod en lang række små teglbrænderier, der som aftagere udelukkende havde nærområdet. Dette gjaldt især de egne af landet, hvor skibstransport var udelukket. Jernbanen var endnu ikke kommet til, og transport ad landevejene var både besværlig og dyr. Altså var der basis for en lang række lokale teglbrænderier.

Et sådant blev anlagt i Fårup i 1841 af gårdejer Chr. Jørgensen, Asferg. Jørgensen var en dygtig og velstillet mand, der også havde et teglværk ved sin gård i Asferg. Samtidig ejede han "Bakkegaarden" i Fårup samt Fårup Gæstgivergaard.

Teglværket fotograferet fra siloen på Fårup korn (fot. Ole Bagger).

    Teglværket fotograferet fra siloen på Fårup korn (fot. Ole Bagger).

De naturgivne forudsætninger for teglværksdrift i Fårup var gode. Bakkedraget langs Skalsådalen består for en stor dels vedkommende af ler, som både geologer og andre har fremhævet som særdeles velegnede til fremstilling af teglsten.

Chr. Jørgensen overdrog teglværket til sin svigersøn, Hans Rosborg. Vi må formode, at værket i hans tid er begyndt at vokse. I hvert fald er to vigtige forudsætninger for det kommet til: For det første udbygningen af landevejssystemet i 1850´erne og 1860´erne. For det andet anlæggelsen af den jyske længdebane. Der blev etableret en station ved Fårup, og strækningen Randers-Ålborg blev indviet i 1869.

Landarbejder Peter Andersen, født i 1852, fortæller i sine erindringer, udgivet i 1925, om de to somre 1878 og 1879, han arbejdede på Fårup Teglværk. (-  Teglværksarbejdet var ifølge sin natur langt op i tiden udpræget sæsonarbejde. - ).

Vi forstår på Peter Andersens fremstilling, at arbejdet på teglværket ikke på den tid var værdsat alt for højt: "Da jeg kom hjem (efter at have fået arbejde på Fårup Teglværk), skrev jeg til min Forlovede, om hun syntes om dette, for nu havde jeg taget Hyre som Teglværks-Sjover."

1.maj begyndte Peter Andersen så på teglværket:

    "Det var saa nyt Arbeide for mig. Det var fast Løn pr. Maaned fra 1. Mai og til 1. Oktober. Vi havde vores faste Arbeide at skulle udføre, eller vort Dagsværk, kaldte vi det. Naar vi fik det udført, saa maatte vi holde Fyraften, om saa Klokken var 6 om Eftermidddagen. Der var 2 Stenstrygere og en Optriller; jeg var Optriller. Vi skulde lægge 7 Tusind Sten paa Pladsen, vi var 3 Mand; saa var der 2 Mand til, de skulde trille Ler i Trosen (?) til 7 Tusind Sten den ene halve Dag og ind i Laden den anden halve Dag. Ellers var Arbeidstiden fra 5 Morgen til 8 Aften med ½ times Frokost, 1½ Times Middag og ½ times Fesbykost (?) om Eftermiddagen."

Han fortæller om stenene, som åbenbart på det tidspunkt var ret simple: "Teglværket, ja, det var ikke just første Klasses Sten; de var meget tilbøjelige til at blive flammede – der var en del Salpeter i Leret; de var stærke i raa Tilstand, men var skøre, naar de var brændt. Vi fyrede altid med Tørv dengang."

Som omtalt var arbejdet sæsonarbejde.

    "Saa kom Vinteren med sine Storme og Slud. Der var ingen Arbeide til mig, for disse, som havde arbeidet i Gaardene om Sommeren, de skulde jo have det Arbeide, som der var om Vinteren. Paa den Maade maatte jeg gaa og se paa. Det var ikke det, jeg sværmede for, men jeg kunne jo ikke tage selv. Det varede ikke længe, inden Sommerfortjenesten var fortæret, men saa hen ved Juletid og derefter faldt der en Del Sne, og saa blev der noget Snekastning og Rensning paa Banen. Det gav saa lidt Penge, men hvad forslog det? Der blev saa lidt Ekstraarbeide ved Stationen, der skulle lægges nogle flere Spor, og da jeg var bleven kendt med Baneformanden, saa fik jeg Lov at komme med dér."

Peter Andersens kone ventede sig, så selv om ikke var alt for begejstret, fordi arbejdet på teglværket var sæsonarbejde, og det var vanskeligt at få andet arbejde om vinteren, blev han endnu en sæson på Fårup Teglværk:

    "Naa, saa lod jeg mig hyre til Teglværket til Sommer igen. Jeg skulde saa være Stryger, men ogsaa paa fast Løn de 5 Maaneder."

Og efter endnu et vinterhalvår uden arbejde besluttede han at flytte og prøve lykken andetsteds.

Omkring århundredskiftet havde teglværket adskillige ejere: I 1898 solgte Hans Rosborg det til Chr. Bisgaard, som solgte det til Niels Jacobsen. Allerede i 1902 købte N. Andersen Ladefoged teglværket, og hermed begyndte det at gå fremad for værket.

I 1906 udvidede Ladefoged ved at købe den bygning, hvor der tidligere havde været højskole, og lod den indrette til bestyrerbolig. Som bestyrer ansatte han den kyndige og energiske R. Skovhøj, som i mange år skulle få stor betydning for virksomheden.

Skovhøj fortæller i en samtale med Charles Jakobsen, Fårup: "Da jeg kom til byen 1907, købte jeg et bord og 14 stole hos snedker Mogensen for 40 kr. Der var 10 arbejdere på teglværket, og de var alle fra fæstekontoret i Randers. Det var nogle slemme børster, hårde til at drikke. Arbejskraft var ikke til at få i Fårup, hvor der kun var 3-4 huse." ( må betyde udlejningsejendomme). Skovhøj fortæller endvidere, at han havde hele styrken i kost og logi for en kr pr stk pr dag.

Teglværkshuset ved statsbanen

    Teglværkshuset ved statsbanen. Bolig først for 4 arbejderfamilier, siden for 3.
    Oprindelig to stuehuse fra gårde – nedbrudt og genopført (fot. Ole Bagger 1965).

Det er næppe forkert at antage, at dette nye tiltag, at lade bestyreren have mandskabet på kost og logi, har haft til hensigt at knytte dem nærmere til værket og så vidt muligt holde dem borte fra kroen. Dette ser ud til at være lykkedes, og i det hele taget omtales Skovhøjs interesse for sine medarbejdere og deres familier gennem hele hans ledelsestid.

Arbejdere foran Fårup Teglværk ca.1926-27

    Arbejdere foran Fårup Teglværk ca.1926-27 (fot. ukendt).

Laura Eriksen og hendes mand Valdemar tjente hos bestyrer Skovhøj i 1927. Siden blev han ansat på værket -  til 3,50 kr om dagen. Man fremstillede både almindelige mursten og håndstrøgne sten, samt teglsten og, ikke mindst, drænrør.

Der var heste på værket, og Valdemar Eriksen kørte rundt til byggepladserne med sten og til bønderne med rør til dræning.

Teglværkets bil

    Teglværkets bil. Fra v.: stående: Henry Kristensen,
    siddende: Kristen Kristensen og Mogens Elgaard (fot. ukendt).

Leret blev hentet på "Gundestrupgaard", som teglværkets ejer, Ladefoged, ejede, og som bestyrer Skovhøj senere blev ejer af. Det blev læsset med håndkraft og kørt ind på tipvogne.

Foto taget fra lergraven bag teglværket med ”sumpen” i forgrunden

    Foto taget fra lergraven bag teglværket med "sumpen" i forgrunden. I sumpen blev ler fra lergraven læsset af tipvogne fra lertoget, der kørte ud til lergraven ved Gundestrupgård. Da man fandt ler lige bag værket, blev transporten klaret pr. lastbil med tiplad. Fra sumpen kørte leret på transportbånd ind til formning til sten og rør m.m. (fot. Ole Bagger 1965).

Under Skovhøjs ledelse arbejdede man på at følge med tiden. Ifølge en avisreportage fra 1941, i anledning af værkets 100 års jubilæm, "staar det i Dag som et fuldt moderne Teglværk med alle tænkelige Hjælpemidler, saasom: Traktortrukne Tipvogne, Transportbaand, moderne Ringovn og Tørrelader m.m."

I 1939 havde Ladefoged solgt teglværket til et aktieselskab, der i forvejen drev Carlsberg Teglværk syd for Randers. De to værker indgik i en arbejdsdeling, idet Carlsberg fortrinsvis fremstillede facadesten, mens Fårup lavede bagsten, tagsten og drænrør, da leret hér var særlig velegnet til netop denne produktion.

I jubilæumsåret, 1941, oplyses produktionen at have været på ca. 3 mill. Sten og beskæftigelsen på 25 arbejdere det meste af året.

Efter krigen fortsatte beskæftigelsen med at stige og kulminerede i 1950´erne med ca. 50 ansatte. Teglværket var således af særdeles stor betydning for byen, fordi beskæftigelsen i tørveindustrien, som havde været stor under og efter krigen, efterhånden faldt drastisk, og det ikke var let at få andre industrivirksomheder til byen.

Fårup Teglværk ca 1950

    Fårup Teglværk ca 1950. Fra v.: Bestyrer Andersen, Chr. Ibsen, Viggo Pedersen, Chr.Husum, Holger Amdisen, Lars Sørensen, Johs. Severinsen, Kaj Hansen, Karl Christensen, Erik Pedersen, Thomas Johansen, J.H. Andersen, Niels Andersen, Anders Jensen, Harry Kristensen, Valdemar Ibsen, Karl Aage Pedersen, Evald Jensen, Vilhelm Jensen, Chr. Eriksen (fot. kendt).

I 1951 lå produktionen stadig på 3 mill. sten pr. år. Udover sten og rør fremstilledes også såkaldte bauma-blokke. Tørreladen havde plads til 400.000 sten ad gangen. Men noget lager af færdige sten havde man ikke, da produktionen uden problemer blev afsat løbende. Ringovnen havde 20 kamre og kunne rumme 120.000 sten. Der brændtes én gang om ugen, og fra april til frostens komme var ilden i ovnen aldrig slukket.

Endvidere producerede man på dette tidspunkt en ganske særlig slags sten, der indeholdt 60% savsmuld. Når de blev brændt, tilintetgjordes savsmuldet, og stenene blev meget lette og porøse, akkurat som molersten. Produktionen var dog en nicheproduktion, da det var vanskeligt at skaffe savsmuld i større mængder.

I løbet af 1950´erne vandt betonbyggeriet efterhånden frem, og det ramte teglværksindustrien hårdt, også Fårup Teglværk, trods det, at teglværket var kendt for sine fine kvaliteter sten.

Dog opgav ledelsen ikke kampen, men forsøgte at rationalisere og investere sig ud af vanskelighederne.

Den gamle tagstens-tørrelade i forfald

    Den gamle tagstens-tørrelade i forfald (fot. Ole Bagger 1965).

Den nye tørrelade

    Den nye tørrelade. Olien var billig, og man gik over fra lufttørring af den ubrændte
    ler til tørring med opvarmet, indblæst luft (fot. Ole Bagger 1965).

Den nye tørrelade indvendig

    Den nye tørrelade indvendig  - en elektrisk vogn med emner til tørring kørte
    frem og tilbage langs portene til tørrekamrene (fot. Ole Bagger 1965).

 I 1963 indviede man en nybygning med moderne maskinhal og tørrekammer. Teglværket var efterhånden blevet for gammelt og umoderne. Derfor stod valget mellem at modernisere eller standse driften. Efter moderniseringen blev værket i stand til med 18 mand  -helårsbeskæftigede - at øge produktionen fra 4 mill. til 6. mill. enheder.

Dog blev selve fabrikationen altid standset i februar og marts, så det nødvendige vedligeholdelsesarbejde kunne udføres, for eksempel på skorstenen, der til stadighed blev tæret indvendig af røgen.

Teglbrænder Harry KristensenTeglbrænder Harry Kristensen arbejdede på værket fra 1922 til 1970. Her sætter han i en port den inderste af to mure op ind til ringovnen – til at møde varmen fra brandzonen. På hver vagt var det fast arbejde at nedbryde mure i den afkølede zone og opsætte mure ved de ubrændte emner "foran" brandzonen. Inderste mur var blot sten lagt på sten og yderste mur blev muret op i vådt, opslæmmet ler – afsluttet med en pudsning – også med opslæmmet ler (fot. Ole Bagger 1965).

 

 

 

 

 

 

 

 

I 1973 måtte teglværket lukke. I forbindelse med nedrivningen af de sidste bygninger i 1991 fortalte Poul Ring, direktør for Randers Tegl, medejer af Fårup Teglværk: "Desværre, det er den vej, det går. – Jeg har været i branchen i 40 år, og da jeg startede, var der 256 teglværker i Danmark. I dag er der 28."

Teglværksskorstenen sprænges. November 1991 (fot. ukendt).

    Teglværksskorstenen sprænges. November 1991 (fot. ukendt).

Vejen var lang, fra det beskedne teglværk blev startet i 1841, til de sidste bygninger blev revet ned 150 år senere. Og teglværket kom gennem mange år til at spille en særdeles vigtig rolle for Fårup by og opland, hvor der aldrig blev voldsomt mange muligheder for industriarbejde. At bilens udbredelse så gjorde det muligt at hente lønningsposen andre steder, til tider langt borte, er en helt anden historie.

ANVENDT LITTERATUR M.V.
Materialet er ret spredt, idet en samlet fremstilling af Fårup Teglværks historie aldrig er foretaget. Endvidere savnes virksomhedens arkiv. Derfor modtager Purhus Lokalarkiv meget gerne materiale, også i form af erindringer, til supplering af samlingen.

De fleste af nedennævnte materialer findes i arkivet.

    Bagger, Ole: Kommenteret samling af fotos fra Fårup Teglværk 1963-70. (De fleste billedkommentarer til Ole Baggers billeder er hans egne).

    Bertolt, Oluf (udg.): Tre danske Arbejderes Livserindringer. Kbh. 1925. (Heri: landarbejder Peter Andersens erindringer).

    Christiansen, Asger: "Randers-Aalborg banen." In: Jernbanehistorisk Årbog 1994, s.8-19.

    Eriksen, Erling: Samtale med Erik Johansen 2. dec. 2004.

    Eriksen, Laura: Samtale med Poul Knudsen, 1993: "Nogle erindringer om Fårup Teglværk."

    Jakobsen, Charles: Erindringer: Bl.a. samtale med fhv. teglværksdirektør Skovhøj 7. november 1950 (s.163).

    Randers Dagblad, sept. 1941: "A/S Faarup Teglværk har i Aar 100 Aars Jubilæum."

    Randers Dagblad, 1949: "Faarup. En By, som er to Modsætninger."

    Randers Dagblad, 16. marts 1963: Teglværksmodernisering i Faarup."

    Randers Amts Avis, ca. 1972/73: "Teglværkets skorsten bliver repareret."

    Randers amt Avis, 27. april 1991: "Farvel til det gamle teglværk."

    Socialdemokraten, 17. maj 1951: "Asferg-Faarup har mange Opgaver, men fattes Penge."

    Trap Danmark, 5. udgave. Kbh. 1958 ff.

 

 

Siden er sidst ændret 11 December, 2005