Fra Kalk til fri Natur

Hans Erik Vinggaard, Spentrup.

 I Spentrup Sogn godt 250 m syd for Blichers plantage og øst for Skalhøjvej findes et lille naturområde, som er privat ejet. Med sine små dybe dale og store stejle skrænter skulle man tro, det er geologiske dannelser fra Istiden, men det er tværtimod skabt af flittige borgere i Spentrup og omegn i første halvdel af 1900 tallet. Fotografi nr. 1 illustrerer denne natur godt, og man kan se, at der i de sidste 40 år har udviklet sig en lille naturperle, som dog skjuler en særlig historie. Det er fortællingen om til-blivelsen af denne natur, som her skal fortælles. 

1. Noget af det tidligere kalklejes natur med Blichers Plantager i baggrunden.
Foråret 2004 (Foto H. E. Vinggaard)

Naturens forudsætninger
 I Spentrup Sogn ved man fra gammel tid, at undergrunden er meget kalk-holdig, men de fleste steder er denne kalk skjult, nogle steder under den gamle hede-jord med det okkerholdige al godt en meter nede, andre steder med et lag iblandet almindelig jord. På steder i sognet var der imidlertid kun et tyndt lag overjord, så hvis man gravede kom den rene kalk frem. I 1900 tallets begyndelse gjorde man dette på Mergelgårdens jorde, og den første kalkudvinding blev til. Det udviklede sig i de følgende ca. 60 år, inden man stoppede af forskellige grunde, den væsentligste var nok, at i andre kalklejer i Danmark kunne finde kalk, der var lettere at behandle og levere.

 Kalk til jordforbedring blev mere og mere almindeligt i forbindelse med land-brugets udvikling i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet. Det var selvfølgelig ikke den rene kalk man benyttede, for lidt jord eller ler var der i den opgravede kalk, eller rettere mergel efter datidens sprogbrug, og derfor fik ejen-dommen sit navn Mergelgården. Stedvis i lejet udgravede man 96 % ren kalk, men andre steder fik man kun blålers kalk, som var det ringeste og billigste.

Kalkudgravningen.
 Der er nogen usikkerhed med, hvornår den første opgravning begyndte, men efter beretternes erindring var det omkring 1906, hvor regelmæssig opgravning og leverance fandt sted. Dette stod på i knap 60 år, og i den periode kan man næsten dele gravemetoderne op i tre efterfølgende metoder: Brøndene, Skrænterne og Slugterne.

2. Fotografiet fra begyndelsen af 1920-erne med hejseværk ned i brønden og trillebør. Personen til venstre er Kresten Nielsen, Jennum som med familie boede i det man kalder kommunehuset på Lindevej. Den anden person er ukendt.

Brøndene
   I de første mange år gravede man overjorden af på et tilpas stort område til kalken afdækkede sig, det begyndte lige nord for ejendommen. Den tilgængelige kalk gravede man op i trillebøre og kørte den hen til landmandens vogn. Når man på stedet kom lidt dybere ned, blev et håndtrukket hejseværk etableret, og arbejdet kunne gå i dybden. Det berettes, at disse brønde kunne blive op til 12 m dybe inden udgravning måtte stoppe på grund af indtrængende grundvand. Men ikke alene dybden kunne være imponerende og måske også farlig, for i det omfang overjord og det over-liggende kalk kunne holde, gravede man ud til siderne i brøndene. På fotografi nr. 2 ser man, hvorledes det tog sig ud oven på brønden. Arbejdsmetoden var besværlig og tidsrøvende, men sådan var det i tiden omkring 1. Verdenskrig (1914 - 1918), og det medførte at ejeren Anton Søndberg måtte begrænse sine  leverancer til højest to kassevogne om dagen til de købelystne bønder.

 Det blev til flere brønde i området, men efter ca. 15 år på denne måde kunne Søndberg ikke overskue, hvordan mergellejet kom videre og den stigende efter-spørgsel på kalk kunne efterkommes. Familien flyttede derfor i 1921 til en bolig i Spentrup, og overlod driften til en bestyrer og senere ejer. Hvornår den noget risikable brønd metode ophørte vides ikke, men sandsynligvis begyndelsen af 1920-erne.

3.. Fotografiet er fra 1936. Af de syv personer kendes kun Ivar Rousing på lastbilen
og herren til højre for damen er Anton Søndberg. Muligvis en familieudflugt

4. Vognmand Ivar Rousing med sin Triangel Lastbil i 1935,som han kun havde i tre år, den var for ringe. I baggrunden en lidt primitiv knusemaskine til at sønderdele kalkklumperne.

Skrænterne.
 For at kunne levere mere kalk måtte man skifte over til en mere direkte metode. Stadig nord for gården og i den sydlige ende af lejet lavede man en rampe, således at kassevogne og senere lastbiler kunne bakke ind i lejet til en lodret kalkside, og herfra gravede man kalken løs, så den faldt direkte ned i de respektive vogne, på fotografi nr. 3 fra 1936 ses disse lodrette vægge. Denne metode benyttede man sig af i en lang periode til op midt i 1940-erne. Der kom landmænd og lokale vognmænd og hentede læs, på fotografi nr. 4 ses den lokale vognmand Ivar Rousing med sin lastbil taget omkring 1935. Under 2. verdenskrigs benzin mangel (1939 - 1945) var der flere vognmænd med hestekøretøjer, som kørte kalken til Spentrup Station og læssede jernbanevogne til videre transport. I folketællingerne for Spentrup sogn var der i 1930, 1940 og 1950 tre til fem vognmænd hele tiden. Efterhånden måtte man konstatere når udgravningen bevægede sig mod nord op mod Blicher Plantage, at tykkelsen af over-jorden tog til og efterhånden blev op til tre meter tyk, ligesom skrænterne blev meget høje, og kalken kunne ikke altid dumpes direkte ned i vognene.

Slugterne.
 Arbejdet med de lodrette vægge ændredes derfor til, at man lavede slugter i de lodrette vægge og lod kalken glide ned, sådan som det er vist på fotografi nr. 5. Man fortsatte med at håndgrave i denne hårde kalk, men udvindingsmetoden måtte lettes med mere teknik, hvorfor der i 1949 blev  etableret et aktieselskab for at kunne øge mekaniseringen for udgravningen, og forbedre kvaliteten af den leverede kalk. Den øgede mængde overjord fjernede man nu med gravemaskine, men kalksiderne måtte stadig behandles med håndkraft. Derimod havde de nævnte slugter den fordel, at de kalksten, som kalken indeholdt, rullede længere ud fra slugten i bunden af lejet end den rene kalk, så de største sten kunne fjernes, inden kalken blev læsset af en traktor.

5. Fotografiet fra ukendt årstal, men viser en af slugterne. Det er Rousings bil, men ikke ham på ladet.

Kvalitetsforbedring.
 Aktieselskabets nye opgave var at forbedre kvaliteten på den leverede kalk, det skulle nu været granuleret kalk (max. ært størrelse), og det skulle være tørt. Med traktorer blev kalken fra bunden kørt op på marken og spredt ud, her lå den så til tørre i solen og med mellemrum kørte en traktor med en knuser hen over den spredte kalk. På fotografi nr. 6, som er et luftfotografi fra 1952 af Mergelgården, ses den udspredte kalk overfor skrænten, og man kan se en traktor køre henover kalken. Fotografiet viser samtidigt noget af den nye lagerhal, som blev bygget året før. Den tørre kalk blev kørt til porten og gik igennem en finknuser og transporteret ind i hallen - tør og granuleret klar til brug. Hallen kunne rumme 3000 tons, og læsning blev også mekaniseret.

   Efterhånden som man kom i dybden i lejet blev grundvandet et større og større problem, om foråret kunne der stå op til et par meter vand i bunden, som først sænkede sig i forsommeren eller måske senere. Forsøg på at pumpe det væk gav bare mere grundvand. I stedet lod selskabet udgrave en afsats langs lejets vægge ovenfor vandet, så køretøjerne uhindret kunne køre og hente kalk. Det har vi desværre ingen fotografier af, men på fotografi nr. 7., som er taget ligesom nr. 6 men i 1960, kan man godt se kørebaner på siderne i udgravningerne til venstre.

Dette luftfotografi er taget af Sylvest Jensen, Hillerød og er fra 1952. Karl Langberg boede i stuehuset og forpagteren af ejendommes jorde boede i huset bagved til venstre som var  en ombygget stald. Blicher Plantage i baggrunden.

Økonomien.
 Økonomien for Mergelgårdens aktivitet ved vi ikke ret meget om. Det er kun driftsleder Karl Langberg, som kan fortælle noget.  I slutningen af 1950-erne solgte man granuleret kalk for 16 kr. pr. tons, og den rå kalk for 7 kr. pr. tons, så der skulle leveres store mængder kalk i disse år, når man tænker på driftsudgifterne, som på det tidspunkt blandt andet var ca. 17 mand engageret i lejet med en løn på 7 - 8.000 kr. årligt til hver plus de øvrige udgifter. Men aktieselskabet havde aldrig underskud.

 En kuriositet med penge skal omtales her. Mange år tidligere måske i 1930-erne ville staten støtte brugen af jordbrugskalk, så man gav 2 øre i transporttilskud pr. tons kalk forudsat det blev kørt med jernbane, hvilket medførte at aktieselskabet leverede megen kalk over Spentrup station, ligesom det er oplyst, at der kunne være

6 - 7 vognmænd eller husmænd, som med hestekøretøj sørgede for denne transport.  Togvognene blev kørt til hele det midt jyske område og enkelte gange også til Esbjerg. Staten regulerede vistnok aldrig sit transport tilskud, så tilskuddet blev efterhånden illusorisk, men blev fortsat administreret for at få håndørerne hjem.

 Kalkudvindingen ophørte i 1963 og aktieselskabet lukkede ned. Det var ikke fordi økonomien var dårlig, men kalkkvaliteten kunne ikke holde trit med kravene.

Problemet var, at Mergelgårdens kalk ikke var ren kridt, men indeholdt 3 - 4 % kalksten, som i den sidste ende af processen ikke kunne fjernes i den granulerede kalk. Aktieselskabet flyttede alle aktiviteterne til et stort kalkleje i Himmerland ved Kongerslev, som kunne levere den rene kridtvare.

7. Luftfotografiet her er taget af Ålborg Luftfoto i 1960. Man ser den store flade af kalk ligge til tørre. Bag de store overjords  bunker ses ejendommen Blichershøj og det hvide hus i skov-  brynet til højre er Spentrupgårds tidligere fodermesterhus.

Personer omkring Mergelgårdens kalkleje.
 Den første ejer af ejendommen, som begyndte med udvinding, var Anton Søndberg, der købte gården i 1894. Han fik som sagt startet op omkring 1906, men efter ca. 15 år i 1921 voksede driften ham over hovedet, både på grund af opgrav-ningen fra brøndene og den øgede efterspørgsel. Han fik derfor ansat A.M. Hansen til at drive lejet, men allerede i 1923 køber til A.M. Hansen hele ejemdommen, og Søndberg familien købte derefter gård i Jennum. Anton Søndberg blev iøvrigt en foregangsmand for Indre Missions kredsen i Spentrup - Gassum sogne, som han var meget engageret i. Trods salg forblev kalklejet et minde for familien, og mange søndags besøg af familiemedlemmer er aflagt der, det ses blandt andet på fotografi nr. 3.

 Familien Hansen var for øvrigt udsat for, at gården i overtagelsesåret brændte bortset fra stuehuset, men udhusene blev genopbygget. I 1927 solgte A.M. Hansen ejendommen til proprietær A. Andersen, Dannevang syd for Hald, og familien Hansen emigrerede derefter til U.S.A. Andersen drev lejet videre i 10 år, men 1930-ernes krise udløste en tvangsauktion ved hans død. Hans hustru overtog lejet og kørte det videre i tre år.

 Efter et kort ejerskab af Ole Danielsen fra 1940 i to år, kom Kristian Nielsen til og var engageret resten af lejets tid. Kristian Nielsen havde solgt Dyrbygård og købte Kalklejet og  Mergelgården, i øvrigt var han samtidig direktør for Jysk Landhypotekforening. Han var med til, og måske initiativtager til, at stifte: A/S Mergelgårdens Kalkleje, Spentrup. Ser man efter i Aktieselskabsregisteret, så bliver det registreret den 27 januar 1950, men startet juli 1949 med aktiekapital på 100.000 kr. og med aktier af 1000 og 5000 kr. størrelse. Stifterne var udover den lokale Kristian Nielsen tre mænd fra Viby ved Århus nemlig fabrikant Rasmus Christensen og gårdejerne Søren Loft Pedersen og Carl Jacobsen.

8. Dette fotografi har også ukendt årstal, men Karl Langberg fortæller at tagskuret er lavet for at dække over elektriske installationer nede i lejet.

 Forlader vi ejerkredsen kan der også sættes navne på en del personer, som i lange perioder havde deres virke i kalklejet. Jens Gundersen, Spentrup arbejdede der i rigtig mange år, og var arbejdsformand på pladsen. Før ham hed formanden Løfgren, men mere kan ikke oplyses om ham. En anden person, som var beskæftiget i en længere periode var Karl Langberg fra Dyrby, han bor nu i Mellerup og er 93 år. Han var driftsleder fra 1948 i ca.10 år, og har været en god meddeler til denne historie. Han har blandt andet fortalt, at han var medlem af Spentrup Skydelaug, som brugte lejet til skydebane i en længere periode, banen blev i øvrigt behørigt godkendt af daværende landbetjent Niels Kragh.

 Vognmand Ivar Rousing, Spentrup var den første, som fik lastbil i Spentrup, og hentede mange læs i kalklejet, han ses på fotografi nr.4 , og flere fotografier viser hans bil med registrerings nummeret V. 3845. I øvrigt var bogstavet V gældende for  biler i Randers amt. Olaf Christensen, Spentrup var en af dem, som i mange år kørte lastbil for lejet, man havde i perioder op til tre lastbiler i lejet. Ligeledes var Sigvald Nielsen, Spentrup en driftssikker traktorfører samme sted. Selvom der ikke findes arkivalier om selskabets drift, så kan der i dag nævnes yderligere en halv snes personer, både fra Spentrup og de andre nærliggende byer, som arbejdede der. Kæmner Otto Jensen, Spentrup Gassum Kommune ringede af og til Karl Langberg og spurgte om han ikke havde brug for en arbejdsløs mand.

 Når vi slutter beretningen om det store hul nord for Mergelgården må læserne huske på at uanset overjord senere blev maskinelt fjernet, og kalken behandlet og transporteret med hjælpemidler, så blev kalken i alle årene alene gravet fri fra sin geologiske barndom med håndkraft. Det er rigtig mange tons, der er fragtet ud på markerne i Midtjylland, og fotografi nr.8 giver et godt billede af størrelsesforholdene.

9. Der er stadig kalk at finde i denne natur, men naturens fred har gennem 40 år selv skjult de store kalkflader og den menneskelige aktiviteter. Foråret 2004. (Foto H. E. Vinggaard)

10. Dette også fra foråret 2004, hvor jeg tog en række billeder i den efterladte natur, men sammenligner man med fotografi nr. 8 så er der blevet fyldt en del affald i bunden i de ca. 15 år det stod på. (Foto H. E. Vinggaard)

Afslutning.
 Et par år efter lukningen af produktionen i 1963 fik Spentrup Gassum Kommune den gode ide at bruge det store hul til losse- og fyldeplads, som man betalte den nye ejer for. Han måtte dog sige fra, da selv skrotbiler blev smidt ned, denne trafik stod på lige til 1978, da nye miljølove stoppede denne lette og billige  løsning på et stigende problem. Men lokalt var det i adskillige år et problem med flyvende papir, plastik og andet, så Purhus Kommune blev nød til løbende at jorddække skraldet. Det dybe hul blev fyldt noget op, men ser man på fotografi nr.9 er der stadig visse steder i denne natur at skråningerne blotlægger kalken. Når man ser på fotografi nr. 10 tænker man ikke på losseplads, men nyder den fredelige lille naturplet, men husk det er et privat ejet område. Århus Amt har som følge af denne aktivitet i mange år overvåget grundvandet i området.

Kilder:

Purhus Lokalarkiv.
Landsarkivet i Viborg.
Rigsarkivet i København.
Det kongelige Biblioteks Billedafdeling i København.

Personlige meddelelser:

 Johannes Bay, Spentrup.
 Inge Jacobsen, Jennum.
 Tage Jacobsen, Nøragergård, Spentrup.
 Karl Langberg, Mellerup.
 Holger Madsen, Spentrup.
 Søren Skoubo, Spentrup.
 Anne Marie Søndberg, Gjern.
 Jensigne Søndberg, Spentrup.