|
|
 |
|
|||||||||||||||||||||||
|
Hvidsten kro hører til landets ældste|
|
Når man før 1916 skulle begive sig på langfart fra Mariager til handelsbyen Randers, kunne man tage dagvognen. Den gik 3 gange om ugen, mandag, onsdag og lørdag. Om vejene ikke var alt for opblødte, nåede man halvvejen, de 11 km. til Hvidsten kro, på 1 ½ time. Her gjorde man holdt, så passagererne kunne få lejlighed til at strække benene og få en lille forfriskning - og hestene kom i rejsestald. Hændte det, at himmel og jord ind imellem teede sig så besværlig, at kusken anså den hele hjemtur for u-la-sig-gørlig, så gjorde man ophold ved kroen og indlogerede sig for natten.
De danske kroer blev oprettet efter kongelig befaling. Landet var efterhånden blevet forbundet med landeveje mellem byerne. Allerede under dronning Margrete d. 1. kom der i 1396 en forordning om, at der skulle bygges en kro for hver 4. mil.
Den afstand fandt man imidlertid for stor, hvorfor man i 1500 tallet lavede en ny forordning om en afstand på kun 2 a 3 mil mellem kroerne. Af de tal kan man hurtigt regne ud, at det var en langsommelig sag at færdes på vore landeveje. Dengang havde man ikke brug for fartbegrænsninger; der var naturlige muligheder for at forhindre enhver form for hastværk.
En lærd professor skriver i 1800 tallet: » - at de danske landeveje har 3 dimensioner - nemlig også dybden!« I en anden beretning står: » - Hestene gå i ler til knæene og vognene til hjulnavene, ja, på adskillige steder skal endog ingen bund kunne nåes! «
Digterpræsten St. St. Blicher, som boede i nabosognet til Hvidsten, beretter i sine erindringer, at han er væltet 34 gange med sin vogn på de ufremkommelige veje. Det var altså veje af et udseende, vi ikke finder mage til selv på den mest afsides bivej i dag.
Der var et stort og naturligt behov for bedesteder til de rejsende, hvor man for en billig betaling kunne spise, dr«ikke og sove. Af det kgl. privilegie fremgik, at det var »under forbrydelse og videre straf for uberettiget næringsbrug ,dersom man beværtede den lokale befolkning. Det var en passus, som har voldt sine besværligheder, idet der kun måtte ske brændevinsbrænding på de priviligerede kroer. Det var ikke gunstige tider for Holbergs Jeppe og andre tørstige sjæle, som var hjemmehørende i nærheden af en kro.
De ældste bygningsdele på Hvidsten kro stammer tilbage til Chr. d. 4.’s tid - fra 1634. Man kan studse over, at det traditionelle naboskab mellem kirke og kro ikke stemmer her. Kroen ligger næsten lige langt fra kirkerne i Gassum og Spentrup; men den har ligget ved en kirke, i landsbyen Hald, dengang den gamle Mariagervej passerede dér forbi. Da en ny, mere direkte vej føring blev lavet, flyttede man kroen til Hvidsten. Det hedder sig, at præsten og kromanden havde et alvorligt sammenstød, som var medvirkende til, at man holdt flyttedag. Det var i 1790.
Der hørte landbrug til kroen, og det gør der stadigvæk. Det var ikke nogen lukrativ forretning at være gæstgiver. Egnen var fattig, rejselivet begrænset. Der kunne gå dage, hvor omsætningen indskrænkede sig til et par kopper kaffe. Ikke mærkeligt, at man kan notere sig mange skiftende ejere - helt indtil 1884, da Fiil slægten kom til.
 |
De første Fiil’er
Der skete det, at 4 gårde på egnen nedbrændte, og da de skulle genopføres dukkede der en frisk tømmersvend op ved navn Peder Fiil. Han kom for skade at forelske sig i en rig gårdmandsdatter, men den unge Peder passede ikke lige ind i gårdmandens drøm om den ideelle svigersøn. En aften sad det unge par på heden bag en høj og drøftede deres fortvivlede situation. Tilfældig stod Blicher på den anden side af højen og kunne ikke undgå at høre deres samtale. Han grundede over situationen, og tilbød de to unge, at de på et nærmere bestemt tidspunkt kunne møde op på præstegården i Spentrup, så ville han i al hemmelighed vie dem til mand og kone.
Dagen kom! De mødte op i deres pæneste stad støj. Imidlertid var hendes far vågnet op af middagssøvnen og anede uråd. Han styrtede i raseri op til præstegården og nåede døren ligesom Blicher skulle til at tage afsked med de nygifte.
»A forbyder!! « - råbte faderen, hvortil Blicher roligt svarede: » - De to er nu mand og kone. « Modsat de fleste Blicher fortællinger fik historien en lykkelig udgang: » - Kærligheden bøjede ham - som mand og kone modtog han dem på sin gård. «
Da det unge par fik sønnen Niels, og han kom til skelsår og alder, købte de Hvidsten kro til ham i 1884. Han giftede sig med Nicoline, og parrets navne lød i almindelig tiltale »Kro Peder« og »Kro Line«. Det var et nøjsomt og flittigt par, som følte det som en pligt at medvirke til at højne moralen på egnen. Deres valgsprog var: »Alting med måde! «
En handelsrejsende fortæller, hvordan han en aften overværede, at støjende markedsbønder kom halvfulde hjem fra Randers og agtede sig ind på kroen for at få »den sidste olie.«
»Nu kommer de fulde hjem til Maren og Karen og Sissel, og a får skylden« - sagde den gamle kromand bittert. Men den sag tog »Kro Line« sig nu af, da de dukkede op i krostuen. Selv den mest velstående og indflydelsesrige gårdmand formåede ikke at rokke ved Lines opfattelse af, hvor mådeholdets grænse lå. Den var overskreden. Der kom ingen skænk på bordet.
Man efterlevede i bogstaveligste forstand det kongelige privilegie, som var blevet udstedt til »Kro Peder« i 1884 - og som endnu hænger synlig fremme på kroen. Selv var »Kro Peder« afholdsmand.
 |
|
Marius og Gudrun
I 1893 fik de. sønnen Marius. Han voksede op til at blive det originale menneske, som kom til at præge kroen mere end nogen af de tidligere ejere. Han kunne godt forlige sig med faderens mådehold, når det gjaldt stærke drikke - han rørte aldrig selv spiritus - men han kunne ikke rigtig forlige sig med, at mådeholdet også gjaldt forandringer af selve krobygningen. Den havde Marius lyst til at ændre på. Han var interesseret i den gamle bonde-kultur på egnen, optaget af Blicher, af det ærkejyske, af det nationale.
I 1917 blev han gift med Gudrun, som stammede fra Snejbjerg ved Herning, hvor forældrene havde et beskedent gårdbrug. Her var nøjsomheden så stor, at børneflokken hvert forår, når solen kom tilstrækkelig højt på himlen, måtte aflevere strømperne og gå i bare ben for ikke at slide unødig på sokkerne. Filuren Marius ville også gerne berette om sin »personlige nøjsomhed «. Det skete i en sølvbryllupstale: » - Men først og sidst en tak til Gudrun, tak fordi du sagde ja i telefonen og sagde det så hurtigt, at jeg kun behøvede at betale for 3 minutter! «
11925 døde »Kro Line« og Gudrun og Marius flyttede ind på kroen. De havde indtil da ernæret sig ved at Marius havde en cykleforretning - og at Gudrun gik sin svigermoder til hånde. Den gamle kromand så med stigende bekymring på alle de initiativer, sønnen tog fat på. Det passede ham ikke rigtig. »Nu har Line og jeg kunnet leve i vor tid på det lidet, som landevejen bringer os ind ad døren, så kan I det vel også!! « - sagde faderen.
Leve af det? - det kunne ikke rigtig lade sig gøre. Marius måtte supplere med en postrute, som indbragte ham 5 kr. om dagen. Han begyndte nu for alvor at samle på antikviteter. En ven af ham siger: » - Han havde ikke forstand på penge - ikke når det drejede sig om at drive forretning - men han havde forstand på at handle - men administrere penge? - nej!
Han var meget, meget lun. Folk han handlede med, blev altid i godt humør, når de talte med ham. Og når det var nogen, han ikke kunne li så gik han bare. Han var aldrig uægte.«
Når han handlede og man forlangte en større pris, end han fandt var rimelig, var hans stående omkvæd:- Ja, Gudrun hår no it giw mæ mier mæ end di her,« - og så dykkede han ned i sin åbenstående vest og fandt en ensom daler frem. Og med et stort smil og til gensidig tilfredshed blev handelen afsluttet.
Gudrun fortæller om hans færden: » - Han var altid på farten efter gamle ting. Han var en strejfernatur ligesom Blicher og Kai Munk. Han fortabte sig i nuet og glemte, at jeg ikke anede, hvor han var; men han var sådan lidt sylret, sygelig, så jeg var bange, når han var ude. Mange aftener har jeg ligget og ventet på ham, søvnløs, når han var borte. Men når jeg hørte ham bumpe ind over gårdspladsen med sin cykel, vendte jeg mig om og sov. Det gik aldrig op for ham, hvor bange jeg var. Forresten tror jeg ikke, der er mange ægtepar, der har vekslet så få onde ord som Marius og jeg. «
Der kom gamle ting i hus. På en herregård i Himmerland købte han et kasseret egetræsparketgulv og benyttede det som vægbeklædning i »Lillestuen«. En himmelseng erhvervede han hos sognerråds formanden i Tånum, et renæssancepanel af en sjælden skønhed købte han på en gård, som stod til tvangsaktion i Udbyneder, paneler og blyindfattede ruder ind til flere rum erhvervede han på den gamle Discontobank bank i Randers. Og fra den gamle, nedlagte jødiske kirke i Randers købte han kirkebænkene. Og han købte kobberting, kander, skåle og alskens husgeråd i et antal, så den gamle far var ved at fortvivle - lange piber i et stort antal - og en enkelt gammel tromme.
 |
|
Bytrommen
Den har sin særlige historie.
Den stødte han på i Hornbæk ved Randers. Det var den gamle bytromme med det udhamrede kongelige våbenskjold - og med gæve drabanter og hele den nationale herlighed. Her slog det sædvanlige omkvæd ikke til, at Gudrun kun havde givet ham en daler med. Den var ikke til salg. Men da det nu var Marius og de kendte hans samlermani, fik han lov til at låne den.
Så kunne han i al beskedenhed bidrage med et musikalsk indslag, når han holdt liegstouw på kroen. Trommen var i hus. Tiden gik og folkene i Hornbæk kom en dag i tanke om udlånet og begav sig ud på kroen for at holde syn og skøn over trommens tilstand.
De blev hjertelig modtaget. Der kom mad på bordet og væde i glassene - og alle var glade og glemte helt deres ærinde.
Det rygtedes - endnu flere Hornbækbeboere troppede op. Alle fik en venlig behandling. Der kom aldrig en regning på bordet. Men en skønne dag sagde Marius: »- Top!!! - nå æ æ trom min - åller håer vi giwwen så møj få en antikvitet.« Ingen modsatte sig - alle fandt det var en morsom afslutning på en god historie om kromanden i Hvidsten!
Der gik mange historier. Hans fysiognomi og optræden var særpræget. Forfatteren Axel Holm beskriver ham bl.a. således: » -Det er et besøg værd blot at se ham. Med den lange tynde skikkelse, det skaldede kranium, høgenæsen og de små muntre, forvovne øjne ligner han en gammel skotsk sørøver.«
Det morede ham, når folk undrende eller drillende hentydede til hans udseende. »- Nærh.... a drikke aldri — a holder på, møj å spies og lidt å drik. Det er rittig nok, som en bette næsvis kvindfolk sagde den anden dav: - då er sluppen billig til den nies, kromand! « - og så tog han sig fornøjet om den mægtige næse.
Engang stod han og ventede på rutebilstationen i Randers, da han hørte en lille gruppe mennesker stå og fnise af hans blank-polerede isse - og een sige, hviskende: » - Sig mig, er det ikke ham kromanden fra Hvidsten? - sikke et hoved!!! « Hvortil Marius smilende vendte sig om mod ham og sagde: »- Ja, å tænk dæ, de æ æ kroes støest attraktion.« Også hans gamle Ford blev årsag til en anekdote. En af bønderkarlene på egnen, som gerne ville gå som en vittigkarl, drillede en aften Marius med »den gamle spand« og kunne ikke forstå, at en kromand ikke købte det, andre kaldte en bil. Marius smilte lunt, gik hen og tog en gammel lang pibe ned fra brættet og spurgte ham, om han troede, han ville sælge den, den havde tilhørt Frederik d. 7., for at få en ny pibe? Nej, det forstod karlen da godt, men det kom vel ikke bilen ved? » Joh «, sagde Marius, »for sier do, da æ Tysker i 64 er stukken hjem igen, da fand mi får den her Ford nier i Kolding, å no æ en mæ i mi samlinger - forstår då de?« Jo, det forstod manden da godt nok - men det varede længe, før han forstod, hvorfor folk grinede af ham, når han fortalte den om kromandens gamle Ford.
|
Thor - og havesalen
Det havde længe stået på Marius ønskeseddel at få bygget en salsbygning i haven. Det lykkedes i 1930. Han havde i lang tid gået og samlet bindingsværk sammen fra nedbrudte længer på egnen, så han havde materiale nok til den ydre konstruktion af flere bygninger. Men der skulle penge til det øvrige materiale.
En dag gik han ind på på bryggeriet Thor og sagde frimodig:»- Låen mæ 500 kr. te en krosael, å æ ska kun sæll æ byes øl å mi kro - å la mæ så avdraeg æ beløw ve å betåel 1 kr. ekstra å hver kass Thor, a fåer fremøver - indte æ låen er betaelt te baeg. «
Det fandt man var en udmærket ide, og Marius tog fat på byggeriet. Han elskede at bygge, havde farfaderens, tømrersvendens, snilde i fingrene.
Den gamle kromand, »Kro Peder«, rystede på hovedet. Hvordan skulle det dog gå med den vilde knægt med alle de flyvske planer?
»Kro Peder« oplevede sit 50 års jubilæum på kroen i 1934 - et enestående jubilæum. Ledende restaurantionsfolk mindes i hvert fald ikke, at nogen her i landet har været kromand i så mange år. Det blev en festdag uden lige! Marius og Gudrun havde inviteret 150 gæster. »Kro Peder var stolt og glad«, siger Gudrun - og beretter videre: » -Det var i marts. En sommeraften nogle måneder senere blev Marius og jeg kaldt ind til ham i soveværelset. Lægen havde sagt, at hvis noget vigtigt skulle ordnes, så måtte det ske nu. Så overgav han os kroens papirer og formanede os til nøjsomhed - og næste morgen døde han. «
|
»Recepten«
Det gik fremad for kroen, besøgstallet steg. Den initiativrige hotelejer Mathiesen fra Hotel Randers og dagbladet Politiken fandt på at lave julerejser i det jyske. Heri skulle indgå et besøg på en gammel kro - og man fik en aftale med Hvidsten. Ved den lej lighed blev »Recepten« serveret for første gang - ganske vist på paptallerkener. Man havde ikke service nok. Gæsterne troede, man benyttede pap i de rigtig gode gamle dage på de gamle kroer.
»Recepten« har sin egen historie. På et spørgsmål, om det er en læge, som har sat sit navn under, svarer Gudrun: » - Jo, det er det rigtignok - den er netop blevet til ved kyndig lægehjælp! Marius tilkaldte vor læge, og sammen med ham sad vi ude i skænkestuen en hel aften og regnede på »Recepten«, til vi havde den færdig - både retterne og rækkefølgen blev valgt. Mange forslag og kombinationer vraget, efter nøje prøvelse mellem ganens og fordøjelsens rimelige krav«
»Recepten« blev en succes - og har været det siden. Den lyder som følger:
1. Spegesild.
2. Flæskeæggekage serveret på panden
3. Kogt kød med årstidens grøntsager
4. Flæskesteg og hjemmelavet medister med rødkål, sovs og kartofler.
5. Koldt bord med hjemmelavet pålæg og ost.
Kroen trak folk til huse, takket være en god kombination af en særpræget kromand - som elskede at se glade mennesker om sig - og en Gudrun i køkkenet, som forstod sig på det kulinariske - og som havde forstand på kredit og debit i regnskabsbogen.
På en sommersøndag i slutningen af 30erne var det ikke usædvanligt, at der ankom mellem 800 og 1000 gæster. En sådan travl søndag, da over 1000 mennesker var blevet beværtet på kroen, stod Marius frem og sagde: » - Nu har vi altså kun meloner og tomater tilbage, så nu må I nøjes med det«
I samme travle periode, hvor man op til en højtid havde indtegnet så mange bestillinger, som kroen kunne rumme, havde man overset yderligere en anmeldelse på 50 gæster. Da det gik op for Gudrun udbrød hun fortvivlet: » - Hvor skal vi dog have dem?« - hvortil Marius svarede:
» - Det gø it noe - vi bygger baer en stue til!«
Som sagt så gjort: - 14 dage efter stod den lille havesal fiks og færdig.
|
Blichers lade
En byggesag gik i fisk for Marius - men fik til gengæld en så landsdækkende omtale i aviserne, at kroen - om den ikke var det før - blev kendt i det ganske land.
Der opstod en strid mellem provst og kromand. Der skete det, at en ladebygning til Blichers gamle præstegård brændte, og menighedsrådet besluttede ikke at genopføre laden. Marius bød på tomten på grund af det megen bindingsværk, som han agtede at bruge til et vandrehjem i krohaven. Og han blev hurtig enig med menighedsrådet, og handelen blev forseglet med handslag; det er på jysk lige så bindende som en skriftlig aftale. Men så fik et par missionske medlemmer af rådet samvittighedskvaler og henvendte sig til provsten. Så rullede sagen - helt op til kirkeministeriet. Der udspandt sig en skarp ordveksling i avisernes spalter, hvor bl.a. provsten skrev i Kristelig Dagblad: » - Jeg ser sådan på det, at det er højst usmageligt, at en kroejer skal bruge Blichers og Spentrups præstegårds navn i reklameøjemed til et vandrehjem, der bruges i forbindelse med en kro, som har ret til udskænkning af spirituøse drikke. Det er for meget fidusmageri, synes jeg "
Udgangen på provstens indgriben nærmede sig det tragikomiske - bindingsværket var lige ved at havne som hegnspæle og brændsel hos et af menighedsrådets medlemmer. I sidste øjeblik nåede man at redde en del til et »veldædigt formål«: - et klubhus på sportspladsen i Spentrup. Pietetshensynet var sket fyldest. Den smukkeste bygning, Marius fik rejst, var huset til datteren Tulle, da hun blev gift i 1939. Det ligger lidt syd for kroen. Han havde planer om at bygge huse til samtlige sine 5 børn - men skæbnen ville det anderledes.
|
Modstandsmand
Der skete det i 1943, at modstandsbevægelsen søgte efter pålidelige folk til at modtage faldskærmsjægere, våben og ammunition. Flemming Juncher på Overgård, som samlede alle de jyske modstandsbevægelses tråde, havde sagt om Marius Fiil: » -Kan I få ham med, er han bedre end nogen anden!«
Marius havde aldrig lagt skjul på sit nationale sindelag. Han havde rejst sin egen genforeningssten ud mod landevejen. Ingen skulle være i tvivl. Han var Dannevirkedansker. På stenen står:
»Halvvejen til Dannevirke -1920. «
Da opfordringen kom til at forsøge dannet en modtagelsesgruppe, slog han til. Sammen med sin søn og svigersøn lykkedes det ham at samle en gruppe brave mænd fra egnen, og de farefulde modtagelses- aktioner foregik ovre i Blichers gamle plantage. Og dermed havde man fået etableret den første gruppe, som modtog våben fra luften i Jylland. Området var ideelt. Betegnes af engelske rapporter som en af landets bedste modtagelsespladser. Var vildsom og utilgængelig for dem, som ikke var stedkendt i området.
Det gik godt et år. Men d. 11 marts 1944 kl. 6.15 om morgenen blev kroen omringet af gestapofolk under ledelse af gestapochef Schwizgebel. I kroen blev Marius, sønnen Niels, svigersønnen Peder Sørensen, døtrene Tulle og Gerda arresteret. Far, søn og svigersøn blev skudt af Tyskerne d. 29 juni - og Tulle og Gerda kom i tysk fængsel.
Da krigen var forbi, blev det besluttet at gravsætte de 8 mænds urner på en hjørnegrund, hvor vejen gennem Hvidsten møder vejen til Spentrup. Det skete d. 16 juli 1945. På mindestenen står følgende navne udover medlemmer af Fiil familien:
- Søren Peter Kristensen
- Albert Carlo Ivertsen
- Niels Nielsen Kjær
- Johan Kjær Hansen
- Henning Andersen
|
Sorgen kan tæmmes
Med overmenneskelig styrke gennemlevede Gudrun en skæbne, som næsten ikke var til at bære. Hun ville ikke lade sig slå ud. Passede dagligdagens mange gøremål med stædig udholdenhed. Spurgte man bekymret, svarede hun: » - Sorgen kan tæmmes, når man har et arbejde i hænde. «
Altid havde hun arbejde i hænde.
Hun byggede videre i Marius’ ånd. Udvidede til det mulige i den gamle krobygning. Byggede en gæstefløj i 1947, så man kunne byde overnattende gæster tidssvarende omgivelser. Tidlig og sen var hun på færde - ukuelig.
I et interview på sin 60 års fødselsdag siger hun: » - Vel mistede jeg meget, men alligevel synes jeg dog, det var værre for dem, som mistede deres mand og stod uden en eksistens. Jeg har dog noget at arbejde med og har hver dag så meget at glædes over.
Kunne de døde tale, tror jeg ikke de ville forlange, at vi skulle hænge med ørerne, for børnene skulle dog nødig gå i et skyggehus. Jeg bestræber mig for at leve for de levende - og så mindes jeg de døde - og det vil jeg fortsat forsøge.«
En gæst har på en lap papir skrevet denne hilsen til Gudrun:
»Stærke var de, som stred, stærkest vel den, som led.«
|
Jyllandsstenen
Nede i haven står en mindesten, som Gudrun rejste, da Marius ville være blevet 60 år i maj 1953. En bekendt af huset af slægten Clausen Kås, som havde en grusgrav i Sønderjylland, havde hørt Gudrun ytre sig om en mindesten.
»Når jeg finder den rigtige sten, så kommer jeg med den! « En dag ringede han, at nu havde han den. Den havde form som Jylland - eller rettere: - som Jylland var gengivet på de helt gamle Danmarkskort. Falck fragtede den 7 tons tunge sten til Hvidsten, og forinden havde kunstneren Knud Nellemose lavet et relief af Marius, samt udhugget det sidste vers af Blichers: »Jyden han er stærk og sejg. « Læ wos aalti blyw ve de! Faaer sin Baaen ka kjennes ve! Søen et Sind da hær i Noer haall sæ ve, te aalt faagoer!
Gudrun døde i 1972. Journalisten Carsten Nielsen, som hører til familiens vennekreds, har skrevet følgende om den kvinde, som stod bag Marius: » - Hun var i deres fattige ungdom med til at forme de dristige planer.
Det var hende, der holdt modet oppe når bekymringer og besværligheder truede, det var hende, der med sit milde og kloge lune fandt på snilde udveje og genveje, det var hende, der altid forstod at opmuntre, når andre afviste hans spontane ideer med skepsis eller spot. Fiil kunne aldrig have forfejlet sit mål, dertil var hans talent, hans temperament og håndelag for stærk og for direkte sigtet - der måtte ske begivenheder og bedrifter i den mands liv. Men ved Gudrun blev den stejle kurs, som måtte fremgå af hans frejdige karakter, en lige og lykkelig vej i solskin og store udsyn.
Hun blev hans livsglædes store bekræftelse.«
K. Skytte-Rasmussen
Materialet - der ligger til grund for denne side - er fremstillet i samarbejde med elever fra Fagfotografforeningen, TEKNISK SKOLE RANDERS
Hvidsten Kro har fået egen hjemmeside - besøg den ved at klikke her
|
|
|||
|