PurhusNet > Om PurhusNet > Vejledning

Om brugen af PurhusNet

Af ansøgningen til Indenrigsministeriets Landdistriktpulje fremgår at der vil blive fastlagt retningslinier for materiale på Purhus.Net. Væsentlige kriterier vil være funktionalitet frem for flotte sider og at materialet har interesse for lokale brugere. Indkredsning af "interessant materiale" vil ske i et samspil med internet brugere i området og vil løbende blive revurderet gennem hele projektet. P.t. gældende "husorden" fremgår af nedenstående:

Regelsæt
Følgende er det p.t. gældende regelsæt for optagelse af material, links m.m. på PurhusNet. Formålet med regelsættet er at bidrage til at projektet opfylder de overordnede mål som beskrevet i ansøgning. Regelsættet forventes løbende udviklet og tilpasset.

  1. Hverken webmasteren eller andre informationsleverandører er ansvarlige for de præsenterede informationer. Brug af disse sker til enhver tid på egen risiko,
  2. Purhus kommune er ikke involveret i PurhusNet; har ingen indflydelse på driften af PurhusNet og har på ingen måde ansvar for eventuel præsenterede kommunale informationer eller mangel på sådanne.
  3. En del af materialet på PurhusNet er indscannet og tekst genkendt. Der sker fejl i denne proces - fejl som måske ikke fanges og rettes af webmaster. Du bedes have forståelse for dette forhold og er velkommen til at påpege fejl ved at sende e-post til webmaster
  4. Alle borgere, foreninger, institutioner og erhvervsvirksomheder med adresse i Purhus kommune tilbydes en plads på PurhusNet i det omfang at det præsenterede materiale er rettet mod kommunens borgere.
  5. For erhvervsvirksomheder, hvis aktiviteter foregår uden for Purhus kommune gælder samme regler som under d), såfremt aktiviteterne skønnes at have interesse for borgerne i Purhus kommune og ejeren af virksomheden er bosiddende i kommunen. Tilsvarende princip gælder for foreninger og institutioner. I det omfang, at aktiviteten ikke forefindes i Purhus kommune, kan der dispenseres fra kravet om ejerens bopæl i kommunen.
  6. PurhusNet vil vederlagsfrit i det omfang det kan overkommes, være behjælpelig med at etablere sider for aktiviteter som nævnt under d) og e).
  7. Som udgangspunkt skal sider på PurhusNet friholdes for deciderede reklamebannere m.v. Dog accepteres at foreninger m.v., der modtager tilskud efter Folkeoplysningsloven, kan tilgodese eventuelle sponsorer ved at vise deres logo/firmanavn og evt. linke til sponsorens hjemmeside.


Angående ophavsret
Der vil blive anlagt en pragmatisk og måske ikke streng juridisk korrekt linje. Materiale fra offentlige myndigheder vil blive offentliggjort svarende til reglerne om aktindsigt. Materiale, som  ophavsretholderen i forvejen har præsenteret i offentlige medier vil også kunne findes på PurhusNet - ophavsretholderen vil normalt blive orienteret. Materiale i øvrigt præsenteres alene efter aftale med ophavsretholder. Skulle nogen føle sine rettigheder krænket bedes besked straks givet til webmaster hvorefter materialet vil blive fjernet fra PurhusNet.

Vejledende retningslinier for levering af materiale til PurhusNet
Generelt
Materiale bør fremsendes i elektronisk form via e-post eller på diskette så vidt det kan lade sig gøre. Er der behov for grafik såsom figurer, logo'er eller billeder kan disse scannes ind.

Debatindlæg, aktiviteter og andre bidrag til etableret struktur
Se ovenstående

Hel side – præsentation af f.eks. forening
Færdige HTML sider foretrækkes men ellers f.eks. Word dokumenter indeholdende tekst og grafik. Særskilte filer med dokumenter og grafik er også OK.

Har du grafik på elektronisk form bør du være opmærksom på, at antal farver, kvalitet og størrelse ofte bør reduceres, da indlæsningen på en web side ellers vil tage al for lang tid. Derfor bør du også kun anvende grafik med måde – hvad hjælper det at siden ser flot ud, hvis den besøgende utålmodig har klikket videre. En tommelfinger regel siger maks. 10 sekunder svarende til 30 Kb ved et 28.8 modem.

Ofte læser folk ikke web sider – de scanner dem ved hurtigt at lade blikket løbe ned over siden for at danne sig et overblik over, om det er værd at læse siden. Derfor er det en god idé at fremhæve enkelte ord med fed eller farvet skrift.

Pas på med for lange sider – det er besværligt at rulle siden, og derfor reduceres sandsynligheden for, at den besøgende får læst det nederste på siden.

Flere sider – egen struktur
Måske er en side for lidt til dit budskab og/eller du vil løbende komme med nye bidrag. Så er du nødt til at gøre dig nogle tanker om en form for hierarkisk opbygning, hvor den besøgende via din "forside" kan få overblik over hvad du ellers har at tilbyde.

Aflevering af materiale som beskrevet under Hel side – dog med angivelse af sammenhæng mellem sider.

Det skal være rigtig flot, avanceret og interaktiv
PurhusNet er tænkt som en kravlegård hvor du kan gøre nogle erfaringer med brug af Internettet. Falder dit ønske under denne overskrift har du behov for dit eget domæne og web hotel, og sandsynligvis også for professionel hjælp til konstruktion af siderne – se evt. under Virksomheder på PurhusNet. Selvom du får dit eget sted vil PurhusNet selvfølgelig gerne linke til din side.

Er du i tvivl om noget eller ligger du inde med gode idéer er du velkommen til at sende besked til PurhusNet@bigfoot.com 

chart.dk