PurhusNet > Rådhuset > Byrådsmøder > 17. nov. 98

 

Referat

Byrådets møde tirsdag den 17. november 1998, kl. 19.00 på rådhuset

143 Beredskabsplan.

144 Kommunallæge

145 Regnskab for 1997 for Skalsådalens Selvejende almennyttige Boligselskab i Fårup.

146 Overtagelse af almen boligafdeling i Fårup.

147 Betalingsvedtægt for kloakforsyningen.

148 Anlægsbevilling-Vandforsyning af ejendomme på Fårup Mark.

149 Opførelse af andelsboliger i 1999.

150 Ændring af valgsted for Asferg afstemningsområde.

151 Fastsættelse af byrådets ordinære møder i 1999.

152 Endelig redegørelse for ligningsplanperioden 1.7.97 - 30.6.98

    Åbent møde: Ingen tilhørere.
    Fraværende var: Ingen.


J. nr. 14.04.00P15

143 Beredskabsplan.

Ifølge Beredskabsloven skal der udarbejdes en samlet plan for kommunens redningsberedskab og det civile beredskab.

Tidsfristen herfor er af indenrigsministeren fastsat til den 1. november 1998.

Med baggrund i "Vejledning for udarbejdelse af kommunale beredskabsplaner" er der udarbejdet en beredskabsplan for Purhus Kommune. Planen er sendt til høring hos Politiet, Civilregionen og Beredskabscenter Midtjylland.

Der er modtaget høringssvar fra Beredskabscenter Midtjylland med forslag om en række ændringer af teknisk karakter.

Ændringsforslag fra de høringsberettigede vil blive indarbejdet i planen efter Beredskabskommissionens behandling af denne.

Det foreslås, at beredskabsplanen indstilles godkendt.

Beredskabsplan og høringssvar fra Beredskabscenter Midtjylland findes i sagen..

Beredskabskommissionen 10.11.98: Indstilles godkendt.

Økonomiudvalget 10.11.98: Indstilles godkendt.

Byrådet 17.11.98: Godkendt.  Retur til dagsorden


J. nr. 16.00.02Ø03

144  Kommunallæge

Purhus Kommune har siden 01.05.1997 i fællesskab med Nørhald og Mariager Kommuner haft ansat kommunallæge.

På ansættelsestidspunktet var arbejdsopgaverne defineret således, at kommunallægen skulle fortsætte det arbejde, der tidligere var blevet udført af den lægekonsulent, der var ansat i Purhus Kommune.

I notat i sagen har forvaltningen beskrevet, hvilke områder der er indeholdt i en lovpligtig kommunallægeordning, samt behovet for at bruge lægefaglig ekspertise i andre sager.

Erfaringerne med at anvende lægelige skøn udenfor lovpligtsområdet har betydet, at Nørhald og Mariager Kommuner har truffet beslutning om at tilføre området yderligere ressourcer, idet der i begge kommuner er afsat et beløb på kr. 100.000.

Det anbefales, at der ligeledes afsættes et beløb på kr. 100.000 for Purhus Kommunes vedkommende til styrkelse af den lægefaglige indsats vedrørende børne- og unge sager og for voksenområdets sager om dagpenge, revalidering, pension, samt arbejdsevnevurde-ringer i.f.m. godkendelse af fleksjob.

Der er to årsager til, at det er vigtigt, at afklaringen om udgiftsniveauet skal tages på nuværende tidspunkt.

  • For det første kan Purhus Kommune ikke ved en fortsættelse af nuværende udgiftsniveau fortsat omprioritere indsatsen, men må gå tilbage til udelukkende at betjene de lovpligtige områder.
  • For det andet og vigtigste betyder vedtagelsen i de to nabokommuner, at fordeling af lægen og strukturen på området skal laves om.

Det er i den forbindelse væsentligt hvilke modeller, der kan etableres.

Det er i sagens natur ikke afgjort hvilke modeller, der kan anvendes, idet dette skal aftales med nabokommunerne. Forvaltningen vil optage forhandlinger med nabokommunerne om udformningen af strukturen, alt efter den økonomiske ramme der bliver vedtaget, og herefter forelægge et strukturforslag for Byrådet.

Social og kulturforvaltningen 22.10.1998: Det indstilles, at der afsættes kr. 100.000 til yderligere ansættelse af kommunallæge, og at forvaltningen optager forhandlinger med nabokommunerne om fremtidig struktur.

Socialudvalget 26.10.1998: Indstilles godkendt. Udgiften afholdes af kassebeholdningen.

Økonomiudvalget 10.11.98: Indstilles godkendt.

Byrådet 17.11.98: Godkendt.  Retur til dagsorden


J. nr. 03.10Ø08

145  Regnskab for 1997 for Skalsådalens Selvejende almennyttige Boligselskab i Fårup.

Regnskabet, der omhandler hovedselskabet og afdelingen på de 13 boliger, er godkendt af selskabets bestyrelse.

Regnskabet er revideret, og revisor har ikke bemærkninger til regnskabet.

Det foreslås, at regnskabet tages til efterretning.

Økonomiudvalget 10.11.98: Det indstilles, at regnskabet tages til efterretning.

Byrådet 17.11.98: Taget til efterretning.  Retur til dagsorden


J. nr. 03.10.02P21

146 Overtagelse af almen boligafdeling i Fårup.

Bestyrelsen for Skalsådalens Selvejende almennyttige Boligselskab har på sit møde den 14/9-98 givet udtryk for, at man ønsker at sælge boligafdelingen til Randersegnens Boligforening.

Byrådet skal godkende en evt. overtagelse.

Det foreslås, at en evt. handel godkendes i princippet, og at den endelige godkendelse kan ske administrativt.

Økonomiudvalget 10.11.98: Indstilles godkendt.

Byrådet 17.11.98: Godkendt. Retur til dagsorden


J. nr. 06.00P24

147  Betalingsvedtægt for kloakforsyningen.

Den nye lov om betalingsregler for spildevandsanlæg trådte i kraft den 1. juli 1997, og ifølge loven skal kommunen senest den 1. januar 1999 have udarbejdet en ny betalingsvedtægt.

Formålet med loven er at skabe ensartede og administrativt enkle regler. For ensartede grupper af udledere af spildevand, skal der således betales samme spildevandsbidrag uanset beliggenhed. For tilslutning til kloaksystemet opkræves et standardtilslutningsbidrag, som ved lovens ikrafttræden er kr 30.000,00 excl moms for en boligenhed.

Som noget nyt kan kommunen også blive forpligtet til at etablere og drive private spildevandsanlæg i landzone, såfremt der gives påbud om forbedret rensning på en ejendom.

Loven regulerer en række væsentlige forhold, men ved udformningen kan den enkelte kommunalbestyrelse selv fastsætte en række bestemmelser. Det gælder eksempelvis:

  • Henstand med betaling af bidrag, som kan medtages som en mulighed.
  • Særbidraget for erhverv kan medtages eller udelades.
  • Vandforbrug kan skønnes, og dermed i givet fald fastsættes til mindre end 170 m³/år.
  • Tilslutningsbidraget for eksempelvis mindre boliger, små erhverv på store ejendomme og lignende kan nedsættes til mindre end standardbidraget.
  • Der kan gives kompensation eller tilbagebetaling ved udtræden af kloakforsyningen.
  • Vejbidraget for kommunale veje kan fastsættes til mellem 0 og 8 %.

Forslaget til betalingsvedtægt er udarbejet med baggrund i Miljøstyrelsens vejledning af september 1998 med tilhørende forslag til vedtægt.

Teknisk Forvaltning foreslår at forslaget til betalingsvedtægt godkendes til ikrafttræden den 1. januar 1999.

Teknisk Udvalg 28.10.98: Indstilles godkendt.

Økonomiudvalget 10.11.98: Indstilles godkendt.

Byrådet 17.11.98: Godkendt. Retur til dagsorden


J. nr. 00.01Ø05

148 Anlægsbevilling-Vandforsyning af ejendomme på Fårup Mark.

Der ansøges om tillæg til rådighedsbeløb på kr. 10.000,00 og anlægsbevilling på kr. 110.000,00 excl. moms til forbedring af vandforsyningen til ejendomme på Fårup Mark.

Ejendommene forsynes fra Fårup Vandværk via Purhus, og specielt ejeren af ejendommen Fårup Plantagevej 11 har klaget over utilstrækkelig vandforsyning med et meget lavt vandtryk. Forsyningsledningen er af lille dimension, hvortil kommer tiltagende belægninger i ledningen.

Da erhvervsområdet i Purhus skal forsynes fra samme ledningssystem, vil vandtrykket i nettet på Fårup Mark forventeligt blive yderligere reduceret.

Det foreslås derfor at etablere forsyning via den vandledning, som er fremført til Husumgård på Billidtvej. Ledningen kan fremføres til ejendommen Fårup Plantagevej 11 for kr. 70.000,00 excl. moms. Forbedring af vandforsyningen til de øvrige ejendomme i området, forudsætter at ledningen fremføres til Fårup Plantagevej, for en merinvestering på kr. 40.000,00 excl. moms.

Den nævnte ejendom har betalt tilslutning i 1977 med 1 part. Da ejendommen drives som en erhvervsvirksomhed foreslår Teknisk Forvaltning, at der opkræves yderligere 0,7 part i alt kr. 6.848,80 excl moms ved etablering af ny forsyningsledning, da erhvervsvirksomheder ifølge takstbladet skal betale 1,7 part for tilslutning til Fårup Vandværk.

Teknisk Forvaltning foreslår, at der ansøges om en anlægsbevilling på kr. 110.000,00 excl moms, der finansieres af det i investeringsoversigten afsatte rådighedsbeløb på kr. 100.000,00 til ledningsrenovering. De resterende kr. 10.000,00 foreslås finansieret af kassebeholdningen.

Teknisk Udvalg 28.10.1998: Indstilles godkendt.

Økonomiudvalget 10.11.98: Indstilles godkendt.

Byrådet 17.11.98: Godkendt. Retur til dagsorden


J. nr. 03.03.00G01

149 Opførelse af andelsboliger i 1999.

Arkitekt Arne Sander Mikkelsen, Assentoft, forespørger, om kommunen vil støtte, at der bygges 8 private andelsboliger i Rønneparken i Spentrup. Boligerne skal opføres på rest-arealet, som firmaet ejer. Der er ønske om at etablere en selvgroende privat andelsboligforening, således at bygherren er andelsboligforeningen under stiftelse bestående af de kommende beboere.

Med udgangspunkt i det gældende vejledende rammebeløb vil anskaffelsessummen være ca. 7.000.000 kr. Boligerne finansieres med 80 % realkreditlån og 20 % beboerindskud.

Kommunen skal give ydelsesstøtte og garanti. Staten betaler den fulde støtte og kommunen godtgør 10 % af renter og bidrag. Kommunens andel, i alt ca. 250.000 kr., udgør ca. 18.000 kr. årligt indtil 2013. Der skal gives garanti for ca. 1.052.800 kr.

Hvis der skal gives tilsagn i 1999, skal Bolig- og Byministeriet søges om kvote til byggeriet inden 31/12 1998.

Det foreslås, at der søges kvote.

Økonomiudvalget 10.11.98: Indstilles godkendt.

Byrådet 17.11.98: Godkendt. Retur til dagsorden


J. nr. 84.00

150  Ændring af valgsted for Asferg afstemningsområde.

Skoleleder Karen Straarup, Asferg Skole, foreslår, at afstemningsstedet i Asferg flyttes fra skolen til forsamlingshuset. Afstemningen foregår i gymnastiksalen, som ligger inderst i skolegården. Begrundelsen for flytningen er både af trafikal og pædagogisk art. Skolegården kan ikke afspærres, og flere og flere vælgere kører op gennem skolegården. Samtidig er det til gene for skole og fritidsundervisning, når gymnastiksalen er lukket på afstemningsdagen.

Bestyrelsen for Asferg Forsamlingshus har givet tilsagn om afholdelse af valg i forsamlingshuset.

Det foreslås, at afstemningsstedet for Asferg afstemningsområde fremtidigt er Asferg Forsamlingshus.

Økonomiudvalget 10.11.98: Indstilles godkendt.

Byrådet 17.11.98: Godkendt. Retur til dagsorden


J. nr. 00.01A10

151  Fastsættelse af byrådets ordinære møder i 1999.

Byrådet træffer beslutning om, når og hvor møder skal afholdes, og der indrykkes i begyndelsen af hvert regnskabsår bekendtgørelse herom i pressen.

Efter høring i udvalgene foreslås, at byrådets møder i 1999 afholdes:

26. januar, 23. februar, 23. marts, 27. april, 25. maj, 15. juni, 24. august, 21. september, 12. oktober, 16. november og 14. december.

Der er ikke møde i juli.

Mødetidspunktet er kl. 19.00 og møderne afholdes på Rådhuset i Fårup.

Økonomiudvalget 10.11.98: Indstilles godkendt.

Byrådet 17.11.98: Godkendt. Retur til dagsorden


J. nr. 25.00P15

152 Endelig redegørelse for ligningsplanperioden 1.7.97 - 30.6.98

Til efterretning.

Efter ligningsplanperiodens udløb skal der udarbejdes en samlet redegørelse til byrådet og Told- og Skatteregionen. Redegørelsen indeholder en opgørelse af opnåede resultater samt redegørelse for eventuelle afvigelser i forhold til planen.

Centrale krav til ligningsindsatsen er opfyldt bortset fra en selskabsselvangivelse, hvor sagsbehandlingen trak ud og ikke kunne afsluttes inden periodens udløb.

Gennemgangen har ført til 803 ændringer. Forhøjelserne var i gennemsnit på 17.509 kr. eller i alt på 10,3 mill. kr. Nedsættelserne var i gennemsnit på 9.926 kr. eller i alt på 2,1 mill. kr.

I forhold til foregående ligningsperiode er antal kontroller steget med ca. 80, og antal ændringer er steget med ca. 90.

Økonomiudvalget 10.11.98: Det indstilles, at redegørelsen tages til efterretning.

Byrådet 17.11.98: Taget til efterretning  Retur til dagsorden

chart.dk