ASFERG-PROJEKTET
Helhedsskole
af Karen Skaarup, skoleleder
blå markeringer foretaget af webmaster

Hermed en lille orientering om Asferg-projektet, som iværksættes på Asferg Skole fra 1. august 2000. Artiklen indeholder nogle helt konkrete oplysninger om projektet, samt mine personlige betragtninger om, hvad indholdet måske kan blive.

Asferg-projektets formål: (Det politisk vedtagne)

• At skabe større sammenhæng i børnenes hverdag. Det vil blandt andet betyde, at der skal være en vis sammenhæng i de krav og udfordringer, børnene udsættes for i løbet af dagen.
• At give børnene tid til dagens enkelte aktiviteter. Legemuligheder og udfordringer stimulerer det enkelte barns udvikling.

Asferg-projektet omfatter børnene i BHKL-1.-2.-3. klasse, det er ca. 100 børn i næste skoleår. Børnene er i helhedsskolen i tidsrummet kl. 8.35-14.20 .

De involverede parter (forældrerepræsentanter, pædagoger, lærere, ledelse og forvaltning arbejder nu med udformningen af indhold og struktur.

Mange af de pædagogiske og faglige overvejelser, der ligger bag helhedsskoletanken, var også grundlæggende for den samordnede indskoling, da den blev indført.

Helhedsskolen bygger på et bredt læringsbegreb.
Barnet er et helt menneske. At skabe helhed i barnets liv skal efter min mening forstås som det, at skabe vilkår for at barnet udvikler sig til et menneske, der kan klare kaos, der bliver i stand til at leve et liv med mening og sammenhæng.

Grundlæggende fællesholdninger - (vi-følelse) er vigtig.

For det første må vi være klar over, at vi har et fælles overordnet mål med arbejdet.

Et fælles syn på hvad læring er, - det er f.eks. en af holdningerne, der må være afklaret.

Jeg forstår læring som en helhedsproces, hvor barnet lærer at tænke og handle selv, i stedet for at viden og færdigheder alene overføres til barnet. Opgaven er at give børnene kompetencer, der kan bruges i et samfund i forandring. Det kræver, at vi skaber vilkår og mulighed for, at det enkelte barn udvikler sit eget potentiale.

For det andet skal selve læringsmiljøet tilrettelægges ud fra det enkelte barns forudsætninger.

Når vi sætter begreberne Leg og Læring op mod hinanden, kommer de desværre til at fremstå som modsætninger, og det er de jo netop ikke.

Prøv at tænke på et barn, der er i gang med at skrælle kartofler sammen med far eller mor. Vi siger ikke: "Bo er ved at lære at skrælle kartofler". Nej, vi siger f.eks: "Bo hjælper med at skrælle kartofler", selv om ingen, der har prøvet det, er i tvivl om, at hjælpen i begyndelsen er ganske begrænset. Bo lærer at skrælle kartofler, men han leger samtidig en sjov leg. For ham er det endnu ikke blevet en pligt eller et arbejde. Børn lærer først for alvor noget, når det sker gennem deres egen aktivitet, ved at de gør erfaringer og bearbejder dem. Så de lærer en masse, mens de leger. Det kræver tid.

Tanker om Asferg-projektet.
Vi er kun ved begyndelsen af debatten, men nu forsøger jeg alligevel at give nogle af mine synspunkter om, hvordan det kunne blive.

Lad os forestille os, at skolens og fritidshjemmets bygninger slet ikke fandtes. Mange tanker om, hvad vi "plejer", ville være forsvundet og skabe grobund for nytænkning. Det får vi ikke helt mulighed for, men tanken er interessant, for den bryder med mange forestillinger, der er begrundet i vaner eller praktiske muligheder lige nu.

Ville vi f.eks. finde på at sætte en ringeklokke i gang? Ville vi indrette os i fag og lektioner? Ville vi ikke i stedet indrette os i fleksible lokaler med mulighed for mange forskellige aktiviteter?

Jeg forestiller mig, at vi i Asferg-projektet vil benytte projektarbejdsformen rigtig meget. Den er på flere måder enestående. Der er mulighed for at opnå viden om almene sammenhænge ved at fordybe sig i et problem. At udvælge og arbejde med eksempler og temaer kan give forståelse for en større sammenhæng.

Lærere og pædagoger har et fælles mål: At udvikle børnene.
Udgangspunktet er altså et ligeværdigt samarbejde, men byrderne i samarbejdet er ikke ligeligt fordelt. Lærerne er de fagligt ansvarlige. For pædagogen er det socialpædagogiske element det væsentligste. De to grupper skal ikke overtage hinandens arbejde, men supplere hinanden. Skal LEG og LÆRING integreres, forudsætter det, at lærerne og pædagogerne i samarbejde planlægger forløb, hvor deres fælles sigtepunkt er børnenes læreprocesser.

Det overordnede mål er for begge parter det samme: Barnets/klassens faglige og sociale udvikling. Mål for arbejdet og udviklingsmål for eleverne er centrale begreber i det samarbejde, vi skal i gang med.

Lærerne skal ud over at undervise også lade børnene lære gennem leg, og pædagogerne skal ud over samværet med børnene, når de leger også deltage i en mere langsigtet planlægning om metoder og indhold. Det er forudsætningen for at skabe et kvalitetsfyldt læringsrum for børnene.

Vi voksne skal supplere hinanden - gøre brug af hinandens styrkesider. Vi er nok nødt til at finde frem til de områder, hvor vi er meget forskellige og de områder, vi er fælles om.

Det kan kun lade sig gøre, hvis man er til stede samtidig, og hvis man giver plads for en ligeværdig dialog. Herunder hører også en vis portion fælles forberedelse, fælles planlægning og evaluering.

Det praktiske samarbejde.
At arbejde sammen i et projekt kræver en anden organisation end ellers. For alle parters skyld skal vi prøve at bevare det store overblik. Arbejde i teams med få voksne om en børnegruppe vil være hensigtsmæssig. Teamsamarbejdet kender vi i forvejen, men det skal omstruktureres, så det passer til indholdet i vores projekt.

Måske kunne vore teams bestå af et afdelingsteam for BHIKL-3. kl bestående af lærere og pædagoger, samt et klasseteam for hver årgang.

Mulige teamopgaver:

Teamet udarbejder fælles mål for klasserne. (Faglige og sociale). Teamet påtager sig ansvaret for børnegruppens udvikling.

Teamet planlægger, gennemfører og evaluerer forløb. Afhængigt af det enkelte teams parathed, kan de overtage hele planlægningen omkring børnegruppen eller dele af den.

Lad os antage, at teamet planlægger ugen med nogle kursusmoduler, hvor det faglige i dansk og matematik er højt prioriteret.

Kursustimerne kan have sammenhæng med projektet på den måde, at det kan være en faglig forberedelse til et tværfagligt arbejde, eller det kan være en faglig efterbehandling af et tværfagligt arbejde. Men kursustimerne kan også være løsrevet fra projektarbejdet og tilgodese andre behov eller interesser.Ud over kursustimerne er der på ugeplanen temaer eller emner (projekter).

Oplægget til et projekt kan måske være et udkast fra børnene, eller det kan være en fælles oplevelse, der sætter tankerne i gang.

Eks:

a) Hvorfor ser kirken sådan ud?

b) Hvem har bestemt, hvor vejene går?

c) Hvordan er der i Australien?

d) Hvordan kan dyrene i havet overleve?

1) Tiden. De mange timer i sammenhæng giver børnene mulighed for selv at lave tingene, - og lave dem færdige, før de begynder på noget nyt.

2) Helhed i arbejdsprocessen betyder, at børnene er involverede i den fra begyndelse til slutning.

3) Mulighed for at gribe en ide, forfølge en interesse, eksperimentere en ekstra gang uden at hele programmet vælter. Hvor ofte har vi ikke jaget igennem eksperimenter, fordi vi kun havde 2 timer? I år prøvede vi i temadagene om onsdagen, hvor godt det er at have tid til at fordybe sig.

4) Elevernes medbestemmelse kan bedre tilgodeses. Indflydelse på emnevalg, arbejdsformer eller indhold. Men børnene skal naturligvis kunne overskue de valg, de får. Man kan hjælpe dem ved at give dem to eller tre valgmuligheder, som er reelle.

5) Pædagoger og lærere kan trække på hinandens styrkeområder. Kompetencegruppen bliver større. Omsorg og læring er to sider af samme sag. Ingen lærer kan uddanne børn uden også at give dem omsorg, og ingen pædagog kan give omsorg uden også at opstille læringsmiljøer. Men derfor kan vi godt være usikre over for hinanden, og hvad vi hver især forstår ved begreberne.

Samarbejde på tværs er en forudsætning for den fælles indsats. Det kræver kendskab til hinandens arbejde og aktiviteter. Det kræver respekt for andre faggruppers kompetence.

Strukturen.
Jeg mener, det er meget vigtigt at sætte barnet og indholdet først, derefter strukturen, men den skal selvfølgelig være gennemtænkt.

Der vil stadigvæk være nogle faste rammer om dagen, men hvor faste de bliver, afhænger i høj grad af, hvordan vi udformer Asferg-projektet.

Jeg tror på, at fagene er fundamentale enheder, og at fagene er det grundlag, der leverer viden og metoder til en undervisning, der bygger på undersøgelse, udforskning og problemløsning. Det betyder, at jeg tror, fagene forandrer sig meget. Troen på en lærebog som det vigtigste redskab i skolen holder ikke stik, det har vi vidst et stykke tid, men hvad holder så? Ja, det er faktisk vores opgave at forberede børnene på en verden, hvor de skal klare sig som mennesker, selv om fremtiden er ukendt.

Hertil egner sig projektarbejdsformen med tid til fælles oplevelser - undren - fascination - lyst til at undersøge - tid til fordybelse. I den tankegang er ugeskema og ringetider ikke særligt hensigtsmæssige.

Eksemplerne her er kun illustration af nogle muligheder:

• Vi skal have overvejet, hvor selvstyrende de enkelte teams skal være, inden vi indretter ugeskema, budgetter o.lign.
• Daglig morgen- og eftermiddagssamling i børnegruppen må overvejes.
• Ugeplanen kan indrettes med kursusmoduler afløst af projekter.
• Samordningen, som vi kender i BHKL- 1-2 kl skal nok ændres, men ikke afskaffes.
• Perioder med "almindeligt skema" afløst af temauger.
• Temauger, hvor teamet har alle timer i en elevgruppe.
• Mulighed for en "skovskole" en dag om ugen i en periode? Vi har jo lejlighed til at tage til Fussingø.
• Pausernes længde må overvejes.
• Udnyttelse af holddeling.

Afsluttende bemærkninger.
Vi lagde egentlig grunden til et helhedsskoleprojekt, da vi for mange år siden indførte den samordnede indskoling . Intentionerne, formålet var det samme, som vi nu ser anvendt over for helhedsskolen.

Den samordnede indskoling tog ikke skidtet fuldt ud, men medførte efterhånden forskellige steder projekter af den karakter, som vores nye Asferg-projekt har.

Det er ikke en del af Asferg-projektet, men jeg mener, det er vigtigt, at børnehaverne inddrages i samarbejdet, så vi baner vejen for en bedre overgang til skolelivet, at vi sikrer, at vi bygger videre på de indtryk, oplevelser, erfaringer og viden, som børnene har været optaget af i børnehaven.

Jeg håber, Asferg-projektet må give anledning til et ligeværdigt pædagogisk samarbejde og et spændende undervisningsmæssigt læringsmiljø, - at vi får tid og rum til de samtaler, der skal til, - at vi erkender, at den enkelte medarbejders individualitet, personlige væremåde over for børn og kolleger, ikke må nedkæmpes.

Endelig må vi nok indstille os på, at vi kan tale og forberede os, men det er i arbejdsprocessen, at vi egentlig opdager kvaliteterne, men sikkert også problemerne.

 

Asferg Skole, december 1999

 Karen Straarup