Artikel i Amtsavisen
PurhusNet > Arkivet > Old Boys 30 > Artikel
Retur til foregående side

 

Hævnens time var sød            Amtsavisen 19/6 99
Fodbold: Unødvendig med træning, når de "gamle" mødes på grønsværen   

Af John Lykkegaard - foto Richard Sylvestersen.
Old Boys-turneringen, fodbold:
Purhus IF-Onsild IF 3-0 (2-0)
Purhus: Karl Henrik Svendsen 2 og Poul Hauge 1

Der er mange, som uge efter uge tager turen ud i klubben for at spille fodbold. Også selvom alderen er begyndt at trykke, og hukommelsen måske ikke er, hvad den har været. Et af stederne denne mandag aften var på boldbanen i Gassum.

I det ene omklædningsrum gjorde "hjemmeholdet" fra Purhus klar til at møde modstanderne fra Onsild. Få minutter senere skulle spillerne på banen for at revanchere sig for det nederlag fra sidste efterår, som vist nok blev på 5-0. Ingen kunne huske det nøjagtigt, men det var dér omkring.

Styrketræning
Opvarmningen var hurtigt overstået. I begge omklædningsrum blev der styrketrænet med én arm. Vægten var minimal og i form af en cigaret. Fra venstre Kristian Ask Sørensen, grand old boy Benny Ask Sørsensen og Jens Peter HansenTræning var ikke noget, som var værd at ofre for meget tid på. Det skulle jo nødigt gå ud over konditionen. Kampen var programsat til klokken 19.00. Og det var den så rigeligt, da de sidste spillere nåede ind på banen. Men da dommerens fløjte lød, og kampen var igang, kom der andre boller på suppen.

Purhus kom bedst fra start, og det ene angreb rullede frem mod det lidt tunge Onsild-forsvar efter det andet. Kampen var ikke mange minutter gammel, da Purhus angriberen Kristian Als sendte en flot aflevering ind over fra venstre side. Desværre uden resultat. Flere angreb fulgte i hurtig rækkefølge. Blandt andet havde hjemme-holdets Benny Ask Sørensen et forsøg langt ude fra. Det smæld, det gav i overliggeren, da bolden ramte, tydede på, at det kun var et spørgsmål om tid, før støvlerne var skudt ind.

Psykologi med i spillet
Onsild IF var mødt op i nogle flotte røde trøjer, som blot havde én fejl. De havde ingen rygnumre, og det gjorde det umuligt for både dommer
og begge tilskuere at holde øje med de enkelte spillere. Tanken om det lovlige dukkede op. Men det bedyrede Onsilds holdleder Svend Bundgaard.
- Så sent som i den sidste kamp fik jeg at vide af dommeren, at der skulle være rygnumre på trøjerne. Da jeg kom hjem, fandt jeg en pjece fra JBU, og i den stod, at det var ønskeligt, men ikke et krav. Det koster jo at få trykt de numre, sagde Svend Bundgaard.

Og med et lunt glimt i øjet, fortsatte holdlederen:
- Det har desuden den store fordel, at hvis én af mine spillere får en advarsel, kan jeg omrokere og sende ham over på den anden side af banen. 20 minutter efter har dommeren glemt, hvem det var, han havde givet en advarsel. Og så gør det det også sværere for modstanderne at holde øje med os.

Det lød næsten for godt til at være sandt, men en opringmng næste dag til JBU bekræftede Svend Bundgaard.
- Det er ikke noget krav. Men til gengæld må samtlige spillere for eksempel ikke løbe rundt med nummer m. Er der numre på trøjerne, skal de være forskellige. Jeg kan godt se, at det kan være svært at holde øje med de enkelte spillere, men indtil nu har vi ikke fået klager fra dommer-foreningen. Dommerne er svære at snyde, sagde informationschef Mads D. Larsen fra JBU.

Pres på
Tilbage til kampen. Dommeren havde ikke besvær med at styre spillet. Sjældent lød tonen fra fløjten ud over banen, og når den lød, var det i forbindelse med hjørnespark og indkast. Der var ikke én eneste advarsel eller ét eneste frispark i hele kampen.

Tempoet var overraskende højt. Flere af spillerne havde 40 års-dagen langt bag sig, men alligevel tog de deres slæb.

Old Boys spiller to gange 30 minutter med fem minutters pause og udskiftning efter behov. Purhus havde bolden mest,Poul Hauge satte Purhus i gang for alvor , da han sikkert bragte hjemmeholdet foran 1-0 og den første scoring faldt efter 20 minutter i første halvleg. Hjemmeholdets Poul Hauge var kommet på banen efter en kort pause, og første gang, han igen var i besiddelse af bolden, sendte han den direkte i kassen til 1-0.

Det fik Onsilds spillere til at komme mere frem på banen. Med en usædvanlig høj røst kommanderede Ejner Jespersen rundt med Purhus' forsvar. Fem minutter senere havde Purhus igen et farligt angreb, hvor Karl Henrik Svendsen var alene med Onsilds keeper, og Karl Henrik havde let ved at bringe hjemmeholdet på 2-0.

Anden halvleg fortsatte, hvor første slap bortset fra, at tilskuerantallet var blevet halveret. Fotografen var nødt til at køre ud til nye opgaver...Taktikken til de sidste 30 minutters fight lægges

Onsild kæmpede det bedste, de havde lært, men denne gang kunne de ikke stille meget op. Da Karl Henrik på et indlæg fra Jens Peter Hansen på hovedstød bragte Purhus foran 3-0, forsvandt gejsten hos gæsterne.

Ganske kort tid efter kampen begyndte "3. halvleg."

Over en øl eller to sad spillerne og nød det gode vejr, mens kampen blev diskuteret. Gæsternes holdleder, Svend Bundgaard, var ikke helt tilfreds med resultatet, men han indrømmede, at denne gang havde Purhus været bedst.

Onsild-spillerne havde ikke travlt med at komme hjem, og de var enige om, at til efteråret, når de to hold mødes i den allersidste kamp, ville resultatet blive et andet.

På spørgsmålet om, hvor meget de trænede i Onsild, kiggede Svend Bundgaard måbende på avisens udsendte og udbrød: Træning? Det er flere år siden, at de sidste havde kondition til at nå frem til træning...

 

chart.dk