PurhusNet > Rådhuset > Plan & Projekter > Kommuneplan > Ældre

 

KommunePlan•1998-2009

Ældre

Flere ældre?
Boformer for ældre i Purhus Kommune
Antallet af ældre mennesker over 70 år er kun svagt stigende i planperioden. Ifølge prognoserne stiger antallet af ældre mellem 66 og 70 år med 248 over planperioden. Medtages aldersgruppen 60-65 årige må der forventes en tilvækst på 200-300 over perioden.

Det stigende antal "unge" ældre og disses behov og ønsker bliver en udfordring. Mange af fremtidens ældre har både råd og helbred til et aktivt liv. De har været vant til et aktivt fritidsliv. Vi må derfor regne med, at de vil stille flere krav.

Kulturelle tilbud af forskellig art vil blive efterspurgt, og mange i aldersgruppen vil formentlig ønske at skifte bolig. Efterspørgslen går generelt i retning af mindre boliger, centralt beliggende eller beliggende i områder med tæt/lav byggeri, hvor der også er mulighed for fællesskab. Uanset de voksende krav forventer Purhus Kommune at kunne holde trit med efterspørgslen ved at kunne tilbyde boliger, aktiviteter og pleje.

Der er 4 ældrecentre i kommunen, i Spentrup, Asferg, Fårup og Ø. Bjerregrav, og alle med tilknyttede ældreboliger. Der er i kommunen 34 plejehjemspladser og 50 ældreboliger. På Asferg ældrecenter er der 8 skærmede pladser til senil demente personer. I kommunen er der desuden et antal ældrevenlige pensionistboliger i lokalområderne.

De fire ældrecentre tjener generelt som udgangspunkt for aktiviteterne i lokalområdet, og det omfatter såvel de forskellige aktivitetstilbud, som omsorg, pleje og praktisk hjælp til de ældre borgere. Således udgår også hjemmehjælpen og hjemmesygeplejen fra hvert af de fire ældrecentre.

Der sker en stadig udbygning af ældrecentrene og de tilhørende boliger. I 1999 er der bygget 5 nye ældreboliger ved ældrecentret i Spentrup, og i Ø. Bjerregrav udlægges et areal på ca. 1 ha til en kommende udbygning med ældreboliger i tilknytning til Bjerregrav Æld recenter.

En vifte af tilbud
Det er Byrådets ønske, at der skal være en bred vifte af tilbud til de ældre i Purhus Kommune. Derfor vil antallet af ældreegnede boliger øges de kommende år. Dette kan både ske ved udbygning i tilknytning til ældrecentrene, og ved at der i boligområder udlægges arealer til tæt-lav bebyggelse. Endelig vil Byrådet støtte andre boformer, som foreslås af de ældre selv.

Alle ældre, der har behov, skal tilbydes en ældrevenlig bolig i Kommunen. Ønsker borgeren at blive i eget hjem, skal det være muligt.

Ikke kun boligen prioriteres højt. Også indholdet i dagligdagen sættes højt, hvorfor Byrådet ønsker en bred vifte af tilbud med udgangspunkt i de lokale ældrecentre, og således at de ældre kan vælge ud fra egne behov og interesser.

Det forventes i øvrigt, at et positivt samarbejde med Ældrerådet vil medvirke til at fortsætte en positiv udvikling af forholdene for de ældre i Purhus Kommune.

Målsætning

  • Der skabes mulighed for at etablere flere ældreboliger i tilknytning til ældrecentrene.
  • Der udlægges flere områder til tæt-lav bebyggelse med mulighed for at bygge flere ældrevenlige boliger.
  • Der skal være en bred vifte af tilbud, som kan imødekomme den enkeltes behov bedst muligt.

 

Hop til toppen

Hop til foregående side eller afsnit

 

Hop til næste side eller afsnit

 

chart.dk