PurhusNet > Rådhuset > Plan & Projekter > Kommuneplan > Skoler

 

KommunePlan•1998-2009

Skoler

Konstante elevtal
Skolestrukturen i Purhus Kommune
Elevtallet har de senere år været ret konstant, dog med en stigning i de yngste årgange og et mindre fald i de ældre årgange. I den kommende planperiode forventes et fald i de yngste årgange fra 0-4 år, medens der naturligt vil blive en tilvækst i de kommende årgange fra 5-14 år. Tilvæksten vil blive på ca. 15 % ved slutningen af planperioden.

Skolestruktur
Byrådet har besluttet at ændre kommunens skolestruktur således, at der fra skolestart år 2000 vil være fire skoler i Purhus Kommune. Det er Asferg Skole med elever op til og med 6. klasse. Blicherskolen og Bjerregrav Skole der begge har elever til og med 9. klasse, og endelig Fårup Skole, der derudover har et 10. klasse-center. Der er børnehaveklasse ved alle kommunens skoler.

Vores folkeskole
Folkeskolen er alles skole. Ifølge folkeskoleloven skal skolen medvirke til den enkeltes alsidige personlige udvikling, samt forberede eleven til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre.

Det overordnede mål er udmøntet i en række mere præcise mål for skolen i Purhus Kommune. Udgangspunktet herfor har været en debat blandt skolebestyrelser, pædagogiske råd, skoleledere, politikere og flere andre ud fra spørgsmålet "Hvad vil vi med folkeskolen i vores kommune?"

Der lægges særlig vægt på:

  • En skole med plads til alle, hvor man i samarbejde med forældrene skaber en tryg skolegang, der giver udfordringer og styrker egen ansvarlighed, selvværdsfølelse og kreativitet.
  • Et sammenhængende skolevæsen med skoler, der er udviklingsorienterede og har et højt fagligt niveau i undervisningen.
  • En skole, hvor de fysiske og miljømæssige rammer virker inspirerende og motiverende for den enkelte elev.
  • Et åbent og synligt skolevæsen, der fungerer som en naturlig del af lokalsamfundet.
  • En skole, der lægger vægt på menneskets samspil med naturen og på, at eleverne får kendskab til og forståelse for egen accept af andres kulturarv.

Selvom der hermed er udpeget en række væsentlige områder, lægger Byrådet vægt på fortsat at debattere folkeskolen med det formål at udvikle og bevare skolerne som et aktiv for Purhus Kommune.

Fremtiden
Der er iværksat bygningsmæssige ændringer af skolerne i Bjerregrav og Asferg, og i planperioden må der forventes yderligere aktiviteter som led i skolernes udvikling. De kommende om- og tilbygninger forventes ikke at stille krav til arealer ud over dem, skolerne allerede råder over.

Skole og lokalsamfund
Normalt går børnene i den lokale skole, men hvis forældrene ønsker det, og der er plads, kan barnet optages på en anden skole i kommunen. Dette ændrer ikke på de faste skoledistrikter, eller på ideen om at bevare den nære tilknytning til lokalsamfundet.

Målsætning

  • Skolerne skal også i fremtiden være et godt aktiv for Purhus Kommune.
  • Der lægges vægt på et udviklingsorienteret skolemiljø med et højt fagligt niveau og socialt niveau i undervisningen.
  • Skolen skal i en decentral struktur styrke sin rolle i lokalsamfundet.
  • Skolen skal være motiverende og styrke både den enkelte elev og fællesskabet.

Hop til toppen

Hop til foregående side eller afsnit

 

Hop til næste side eller afsnit

 

chart.dk